Skip to main content

Rejse til Nepal

-
På toppen af verdens tag

Rejse til Nepal

Midt imellem verdens højeste bjerge i en umådelig skøn og imponerende natur ligger det lille, smukke kongedømme Nepal. På denne flotte rejse tager vi jer med rundt til mange hjørner af landet, hvor vi udforsker spændende historie, ser imponerende bygningsværker og rejser gennem Nepals eventyrlige og UNESCO-fredede områder, hvor naturen funkler med bjerge, højsletter, grønne dalstrøg, floder og frodig jungle. Tag med på en rejse ind i en eventyrlig verden, som du aldrig glemmer.

Kort

Hoteller

  • Dag 2-3

    The Fort Resort

    Der venter dig et ophold med en mageløs udsigt til Himalayas bjergtinder, når du tjekker ind på The Fort Resort cirka 20 kilometer uden for Katmandu. Hotellet ligger omsluttet af en frodig skov på toppen af en bakke, hvilket giver hele stedet en aura af ro, andægtighed og nærhed med naturen. Hotellets værelser er pæne, rummelige og udstyrede med hårtørrer, aircondition, elkedel, gratis wi-fi samt eget bad og toilet. Hotellet har egen restaurant, hvor du kan nyde maden enten ude eller indenfor, mens du lader dig betage af udsigten til de snetoppede bjerge i horisonten.

    AndetAircondition
    InternetJa
    ReceptionJa
    RestaurantJa
    TvJa
  • Dag 3-5

    Hotel Akama

    I hovedstaden Kathmandu bor vi på det moderne Hotel Akama i periferien af den pulserende storby. Hotellet har lyse, rummelige værelser med store vinduer og alle moderne faciliteter som hårtørrer, safeboks, minibar, tv, gratis wi-fi og aircondition. Alle etager kan nås via elevator, og hotellet har også et stort, dejligt poolområde med liggestole og loungemøbler på den tilhørende veranda. På 9. etage – med formidabel udsigt over Katmandus tage og med Himalayas bjergtoppe i horisonten – findes hotellets restaurant, Chow Bella, der serverer det bedste fra det kinesiske og italienske køkken. På samme etage findes også hotellets bar, der serverer drinks og cocktails.

    BarJa
    ElevatorJa
    InternetJa
    ReceptionJa
    RestaurantJa
    SolterrasseJa
    SwimmingpoolJa
    TvJa
  • Dag 5-7

    Green Mansions Jungle Resort

    Dette skønne resort ligger lige på grænsen til den UNESCO-beskyttede Chitwan-nationalpark, der er hjem for en lang række truede dyrearter som pansernæsehornet, den indiske tiger og gavialen. Hotellet er i ét plan og råder over i alt 32 værelser fordelt over en række bungalows og et hovedhus, der ligger omringet af den frodig jungle. Alle værelser er udstyret med hårtørrer, aircondition, eget badeværelse, gratis wi-fi og udsigt til den frodige have. Når I ikke tager en kølende dukkert i den flotte pool, er der rig mulighed for at slappe af i en hængekøje eller nappe en forfriskning i de bløde stole i loungeområdet, inden hotellets restaurant byder indenfor til middag med både lokale og europæiske retter.

    BarJa
    InternetJa
    ReceptionJa
    RestaurantJa
    SolterrasseJa
    SwimmingpoolJa
  • Dag 7-9

    Mount Kailash Resort

    To minutters gang fra den smukke Phewa-sø ligger dette fine hotel, der er vores hjem i Pokhara for foden af Annapurnamassivet. Værelserne er store og rummelige og har alle moderne fornødenheder som hårtørrer, safeboks, aircondition, tv, elkedel, gratis wi-fi og telefon. Hotellet har et stort poolområde, et fitnesscenter, en frodig have med flotte blomster og en restaurant, der serverer både lokale og internationale retter.

    AktivitetFitness
    InternetJa
    ReceptionJa
    RestaurantJa
    SolterrasseJa
    SwimmingpoolJa
  • Dag 9-11

    Hotel Bandipur Village

    Med sin beliggenhed i den rolige bakkelandsby Bandipur venter der dig et behageligt ophold på dette hyggelige hotel. Gennem tiden har Bandipur været opholdssted for gennemrejsende handelsmænd og globetrottere, og det er tilmed en historisk by med masser af flot Newari-arkitektur. Også på hotellet finder du mange figurer og fine detaljer til ære for Newari-kulturen. Her bor du på gode, lyse værelser med moderne fornødenheder som tv, elkedel, gratis wi-fi, hårtørrer samt eget bad og toilet. Hotellet råder dertil over egen restaurant, bar og have.

    BarJa
    InternetJa
    ReceptionJa
    RestaurantJa

Dagsprogram

  • mange af seværdighederne er til fods, hvorfor turen kan være krævende for gangbesværede.

  • Dag 1

    Vi flyver midt på formiddagen med SAS til København, hvor vi skifter fly. Herfra flyver vi med Emirates, et af verdens bedste luftfartsselskaber, til Dubai. På flyvningen serveres der måltider og drikkevarer, og I kan benytte jer af sædets private underholdningssystem med film, tv-programmer, musik og spil.

    Vi lander kort før midnat i Dubais smukke lufthavn, hvor vi skifter fly.

  • Dag 2

    Vi flyver direkte til Nepals hovedstad Kathmandu. Efter vi har været igennem paskontrollen og fået udleveret vores bagage, møder vi vores engelsktalende lokalguide. Transfer til vores hotel, hvor vi spiser morgenmad og bliver frisket op. Dette er kun et dagsværelse, da vi om eftermiddagen begynder de store oplevelser, der stiller sig i kø på vores rejse rundt i Nepal.

    Første punkt på programmet er Kathmandu Valley, hvor vi kører ud for at se den gamle hovedstad under Malla-dynastiet, der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Det smukke Durbar Square byder på umådeligt smukke templer, byporte og paladser, og på torvet bliver der den dag i dag stadigvæk produceret og solgt potter i stor stil.

    Vi forsætter herfra op i bjergene til den populære Hill Station Nagarkot, hvorfra der venter en udsigt til ikke færre end otte af verdens højeste bjerge.

    Vi skal bo på Fort Nagarkot, hvor vi spiser middag om aftenen.

  • Dag 3

    Vi står tidligt op i håbet om at komme til at opleve den imponerende solopgang over store dele af Himalaya-plateauet. Heldigvis rejser vi på en af de bedste årstider for disse storslåede solopgange. Vi spiser morgenmad og nyder området, enten fra en terrasse eller på en lille gåtur. Vi kører til hovedstaden Kathmandu, der emmer af liv dagen lang. Byen kan dateres tilbage til det 12. århundrede, og hovedtorvet i byen rummer ikke færre end otte bygninger på UNESCOs Verdensarvsliste. På Durbar Square ser vi templet, der er opført til ære for den levende gudinde Kumari. Her finder vi også kongepaladset Hanuman Dhoka og det 40 meter høje tårn-tempel Taleju. Generelt har Durbar Square mange flotte, gamle templer, gårdhaver og hyggelige gader. Vi spiser frokost på en lokal restaurant, inden vi kører den korte tur til den 2.500 år gamle Swayambhunath-stupa, der er en af de største buddhistiske helligdomme i Nepal. Her kigger Buddhas øjne i alle fire retninger fra toppen af bakken, hvor stupaen ligger. Vi kører til centrum og tjekker ind på Hotel Akama, hvor vi også spiser middag.

  • Dag 4

    I dag skal vi opleve kunstnerbyen Patan. Her kan vi følge de hyggelige og charmerende, smalle gader rundt i byen og bl.a. se fire smukke stupaer fra det 3. århundrede, murstenshuse, hindu-templer og et buddistisk kloster. Undervejs besøger vi Shikhara Khrisna-templet og det flotte treetagers guldtempel Hiranya Varna Mahavihar.

    Vi spiser frokost på en lokal restaurant, inden vi forsætter en kort tur til landsbyerne Bungumati og Khokana, der begge er berømte for deres kunsthåndværk. Vi spiser middag og overnatter i Kathmandu.

  • Dag 5

    Efter morgenmaden kører vi til Dakshinkali-templet ved Parping. Området og templet er et af Nepals vigtigste og er dedikeret til gudinden Kali. Det er templets ritualer og traditioner, der gør det så vigtigt. Her ofrer man bl.a. to gange om ugen dyr til Lord Shiva, hvorefter familien tilbereder deres ofrede dyr og holder picnic på bakkerne.

    Vi forsætter turen gennem den imponerende natur med dale og landbrugsområder frem til Chitwan National Park, der ligger i Terai-lavlandet. I Chitwan trives et rigt dyreliv med alt fra pansernæsehorn, der er verdens største næsehorn, til indiske bisonokser, bjørne, hjorte, asiatiske elefanter, floddelfiner, krokodiller, tigere og over 500 forskellige fuglearter.

    Vi tjekker ind på Green Marion Jungle Resort, hvor vi spiser frokost. Herefter skal vi ud i naturen, hvor vi følger resortets program for oplevelser på sletten, i floderne eller elefantgræsset. Aktiviteterne foregår i jeeps, kanoer og til fods.

  • Dag 6

    Der venter os en hel dag med store naturoplevelser. Vi følger programmet nøje for at få så store og forskelligartede natur- og dyreoplevelser som muligt. Under opholdet i Chitwan har vi helpension.

  • Dag 7

    Vi forlader nationalparken og kører nordpå. Vi skal igennem lokale byer, hvor vi ser fyldte og farverige busser, store menneskemængder samt byer og landbrug – et autentisk sansebombardement, når det er bedst. Vejene er ikke i høj standard, så vi kører i et roligt tempo, mens vi er godt på vej til en af verdens smukkeste destinationer med fine udsigter undervejs. Vi skal bo på Hotel Mount Kailash, hvor vi spiser en sen frokost ved ankomst.

    Efterfølgende er resten af eftermiddagen og aftenen til fri disposition. Her befinder vi os for foden af nogle af verdens tre højeste bjerge, Annapurna, Dhaulagiri og Manaslu, der spejler sig i områdets smukke søer.

    Grundet den unikke beliggenhed er byen også centrum for trekkere, der vil ud i Annapurna-plateauet. Her kan man tage en tur langs en af søerne og spise middag i byen på egen hånd.

  • Dag 8

    I dag står vi tidligt op og tager til Sarankot, hvor der venter os en panoramaudsigt til de tre høje bjerge. Forhåbentlig kommer vi til at opleve en uforglemmelig solopgang.

    Efterfølgende spiser vi morgenmad på hotellet, inden vi tager på en skøn sejltur på Phewe Lake. Efter frokost besøger vi Davis Fall-vandfaldet, Gupteshwor-grotten, hvor vandet fra vandfaldet løber igennem, den tibetanske flygtningelejr og Seti George – kløften langs floden.

    Om aftenen serveres der middag på hotellet.

  • Dag 9

    Vi kører til Bandipur, der er en smuk landsby på bakkerne med smukke udsigter. En utrolig smuk by, der er hjem for Newari-folket, som holder de gamle traditioner i hævd. Mange af byens huse er pyntet med blomster, og rundt i de pæne gader ligger små, fine templer. Vi tjekker ind på Bandipur Village og spiser frokost.

    Om eftermiddagen skal vi rundt og snuse til atmosfæren i den skønne by, og om aftenen spiser vi middag.

  • Dag 10

    Turen i dag bringer os tilbage til Nepals eventyrlige hovedstad Kathmandu. Undervejs spiser vi frokost på en lokal restaurant, inden vi fortsætter igennem den afvekslende natur, hvor vi fra første parket kan følge med i det rolige lokalliv.

    Vi tjekker ind på vores velkendte hotel og har resten af eftermiddagen på egen hånd. Tag eventuelt en tur i Thamel, der er kendt for sine små butikker i de krogede gader, hvor der bl.a. sælges lædervarer, trekkingudstyr og tæpper, og som har mange små fine tagbarer og restauranter med fine udsigter mod bjergene. Om aftenen er der middag på hotellet.

  • Dag 11

    Midt på formiddagen tjekker vi ud fra vores hotel, hvorefter vi skal besøge Kirtipur-byen, der er et Newar Township og er kendt for sine karakteristiske farverige huse og tempelområder. Her kan vi se Bagh Bhairav-templet, der både er helligt for buddhister og hinduer, samt Maheshwari-templet med det tredobbelte tag og Chilanshu Vihara-stupaen.

    Vi kører retur til Kathmandu og spiser frokost, hvorefter resten af eftermiddagen er på egen hånd.

    Middagen er også på egen hånd om aftenen, inden bussen kører os til lufthavnen, hvor vi tjekker ind på hjemrejsen.

  • Dag 12

    Lidt efter midnat flyver vi via Dubai retur til København, hvorfra vi flyver videre til Aalborg.

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail nilles@nillesrejser.dk eller på 70 21 60 22.

  • Skal jeg søge visum?

    Indrejse til Nepal kræver visum. Omkostninger ca. 50 USD. Dette kan søges enten ved den nepalesiske ambassade eller ved ankomst til Nepal. Nilles fremsender vejledning til udfyldelse af visum.

  • Hvilken valuta bruger man i Nepal?

    Nepalesiske rupi (NPR)

  • Praktiske oplysninger

    Pas skal være gyldigt i 6 måneder efter hjemrejsen. Der skal være minimum 2 blanke sider med plads til stempler. På rejsen kan der maksimalt deltage 25 rejsedeltagere. Ved spørgsmål om rejsevaccination anbefaler vi at rette henvendelse til egen læge eller vaccinationsklinik for personlig rådgivning. Man skal påregne ca. DKK 400,00 pr. pers. i drikkepenge.  

    Øvrigt: mange af seværdighederne er til fods, hvorfor turen kan være krævende for gangbesværede. 
     

  • Hvordan er vejret i Nepal?

    Kathmandu er hovedstaden i Nepal og byen ligger i en dal i bjergkæden Himalaya. I marts kan du forvente en gennemsnitstemperatur på 23° og om natten kan temperaturen komme helt ned på 7°. I marts er mængden af nedbør begrænset, hvor det er det helt perfekte tidspunkt for at rejse rundt i dette fantastiske land.

  • hvilke strømstik benytter man i Nepal?

    I Nepal bruger man mange forskellige strømstik og flere er ligesom vores. Men vi anbefaler altid at medbringe en multiadapter.

Få nyhederne først
Få nyhederne først

Vær først med de seneste nyheder og få rejsetips og inspiration. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag hver måned i konkurrencen om 1.000 kr. at købe rejse for.

Vi svarer som regel indenfor 24 timer (hverdage)
  • Danmarks bedste rejsearrangør 2019
  • Kvalitetsrejser
    i trygge rammer
  • Altid med erfaren
    dansk rejseleder
  • Sammen om
    nye oplevelser
7021 6022Se åbningstider
Luk menu